Artikel

Det var en skyfri eftermiddag i august og efter en lang dag på kontoret tog jeg, som nytilflyttet eksil-fynbo, ingen chancer, når det kom til min splinternye cykel. Det her var det berygtede Nørrebro, og min cykel skulle parkeres i den trygge grønne gård.

Vi har en stor, grøn gård med en legeplads, en lille fodboldbane og udendørsmøbler. En hyggelig men ikke usædvanlig københavnsk boliggård. Den aften var der dog alligevel et usædvanligt syn, der ventede mig. 

Da jeg langsomt trillede ind i gården, fik jeg øje på tre kvinder. Den ene sad på en stol og røg en cigaret. Et par meter væk kiggede en ældre tørreklædebærende kvinde ud af vinduet fra stueetagen. Mellem de to kvinder var der en tredje kvinde, som var i færd med at vaske et stort farverigt gulvtæppe. Nede på alle fire skrubbede hun tæppet med sæbe og børste, som om hun arbejdede i en tyrkisk hamam. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var ikke blot anakronismen, der fik mig til at smile. Det var et nostalgismil – for sådan et syn havde jeg ikke oplevet, siden min familie og jeg kom til Danmark for omkring tyve år siden.  

Mens jeg passerede forbi, havde jeg lyst til at sige noget, forklare mit smil og fortælle, hvordan jeg sammen med min moster plejede at vaske tæpper – eller rettere: hun vaskede, mens jeg legede og gled rundt på det glatte, indsæbede tæppe. Men jeg var ny i nabolaget og kendte ikke kvinderne, og indoktrineret af en pas-dig-selv bymentalitet fik jeg ikke sagt mere end ’Hej’, mens jeg fortsatte mod min opgang.  

’Hej, du skal lige hjælpe her!’ sagde kvinden på stolen. 

Jeg antog, hun lavede sjov og sendte et venligt ’haha’ mod hende uden at stoppe op. 

’Altså, jeg mener det,” hørte jeg bag mig. “Du skal lige hjælpe med at hænge tjæppet op. Det er tjungt, hun kan ikke bære det alene, og jeg har et dårligt ben’. 

Normalt er jeg ikke typen, der tager i mod ordre fra fremmede, og slet ikke når ordren bliver stillet så direkte og så nonchalant. Men hun var ikke hård i tonen, hun var blot uformel, og det var der egentligt noget ganske befriende ved. For hende var vi ikke fremmede, men naboer og selvfølgelig skulle naboer hjælpe hinanden.

’Jamen okay, jeg hjælper,’ sagde jeg. Jeg stillede min cykel og computertaske, smøgede skjorteærmerne op og bad Gud om at give mig styrke til at løfte det kæmpe tæppe – helst uden at sprække mine nystrøgede kontorbukser. 

Jeg tiltrådte, som var jeg en soldat foran en general, og jeg blev dirigeret ligeså: ”Tjag fat i enden!”. ”Rul det sammen!”. ”Hop lidt på det!”. ”Løft det over til væggen!”. ”Løft det op på tjørresnoren! ” 

Det må have set sjovt ud, fordi de tre kvinder grinte højlydt. Det var dog ikke hånlige men venlige, tja nærmest hjertelige grin.  

Det våde tæppe vejede ikke for lidt. Mens jeg brugte samtlige af mine kræfter på at løfte tæppet, råbte hun ’Aslan! Aslan!’. Jeg anede ikke, hvad det betød, men det fik de to andre til at grine endnu højere. 

Endelig fik jeg tæppet op. Jeg spurgte, om der var mere, jeg kunne hjælpe med. 

”Ikke for nu,” sagde hun og smilede. 

Da jeg opstemt og med styrket stolthed ramte sofaen, tænkte jeg på det ironiske men samtidigt smukke ved, at de kvinder formodentligt havde hjulpet mig mere, end jeg havde hjulpet dem: Jeg lærte mine naboer at kende, fik genoplevet et hyggelig barndomsminde og sidst men ikke mindst, jeg fik følelsen af at være til – for gør vi ikke det først og fremmest i forlængelse af hinanden?

Nogle dage senere fortalte min tyrkisktalende ven mig, at ’Aslan’ betyder løve.   

Har du selv en anekdote eller oplevelse fra Nørrebro, som du har lyst til at dele? Så send den til os.