Artikel

I de seneste år har landets udsatte boligområder i høj grad været på den politiske dagsorden. Inde på Christiansborg er der blevet blæst til kamp mod kriminalitet og “parallelsamfund”, med Tryghedspakker, Parallelsamfundslovgivning og Forebyggelsesområder. Lovgivning og retorik, der får en til at tro, at udviklingen i landets almene boligområder går i den forkerte retning. Men ifølge Aydin har det faktisk aldrig gået bedre – og det kan vi blandt andet takke kommunerne for.

I juli måned udgav Aydin i samarbejde med Københavns Kommune Nordvestundersøgelsen. Undersøgelsen, som vi tidligere har skrevet om, er med til at stadfæste dét, vi fra forskning allerede ved: Nemlig at forebyggende, ”bløde” initiativer er virksomme, billige og gode, hvis vi ønsker at mindske kriminalitet og øge udsatte unges livschancer. Ifølge Aydin er der ikke noget overraskende i resultatet, men han håber på, at undersøgelsen kan fungere som et forsvar for det boligsociale og kriminalpræventive arbejde der udføres i kommunerne.

“Vi har aldrig haft så positiv en udvikling i landets udsatte områder, som vi har haft de sidste ti år. Der er aldrig så mange, der er kommet i gang med en kompetencegivende uddannelse efter folkeskolen, og der har aldrig været så få, der havner i kriminalitet.”

Desværre, påpeger Aydin, er det også den slags arbejde, der er under pres. På Christiansborg vedtog man i 2018 parallelsamfundslovgivningen, der indebærer, at beboere i almene boligområder kan blive udsat for en række forskellige sanktioner. Blandt andet fik politiet beføjelse til at kunne udpege zoner, hvori der kan udstedes dobbelt straf for kriminalitet. 

Samtidig blev den statslige støtte til Landsbyggefonden beskåret med 100 millioner kr. årligt. Landsbyggefonden er den fond, der finansierer 75 % af de boligsociale helhedsplaner, som udfører lokalt, socialt og kriminalitetsforebyggende arbejde og på den måde støtter beboerne og fremmer positive fællesskaber.

Denne type lovgivning nedprioriterer altså forebyggende arbejde, mens straf og sanktioner opprioriteres, og det er ifølge Aydin foruroligende:

”Det, der bekymrer mig, er, hvis den positive udvikling, der har været i områderne, bliver skyllet ud med badevandet, fordi man politisk går i en retning, der hedder straf, sanktioner og nedrivninger.”

Aydins egen forskning viser netop, at straf ikke minimerer forekomsten af kriminalitet – men at forebyggelse derimod gør. Selvom de på Christiansborg også mener, at deres tiltag er forebyggende, så peger sociologisk og kriminologisk forskning vedblivende på, at reel forebygning af udsathed og kriminalitet bedst opnås gennem sociale initiativer.

Straf har ingen kriminalpræventive effekter
Da VKR-regeringen sænkede den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år (senere sat tilbage til 15 år), undersøgte Trygfondens Børneforskningscenter, hvorvidt denne sænkning havde præventive effekter på hyppigheden af unges kriminalitet. Blandt andet undersøgte forskerne, om straf af 14-årige havde individualpræventive effekter, altså om den enkelte dømte afholdte sig fra at begå ny kriminalitet, efter at have udstået sin straf.

For at undersøge dette, sammenlignede forskerne de 14-årige, der fik behandlet deres sager i det strafferetlige system, med de 14-årige, der udelukkende fik deres sager behandlet af de sociale myndigheder. Resultatet var, at de 14-årige, der fik deres sager behandlet i det strafferetlige system, var mere tilbøjelige til at begå ny kriminalitet. De var også mindre tilbøjelige til at afslutte 9.klasse, og de, der afsluttede folkeskolen, gjorde det med lavere karaktergennemsnit end de 14-årige, der havde overtrådt straffeloven, da den kriminelle lavalder stadig var 15 år – og som dermed ikke var dømt efter straffeloven. 

Trygfondens Børneforskningscenters undersøgelse konkluderer, at sænkningen af den kriminelle lavalder ikke havde de ønskede kriminalpræventive effekter for den samlede ungegruppe. Derudover viser undersøgelsen også, at når først de unge indgår i det strafferetlige system, er der større chance for, at den pågældende vil begå nye lovovertrædelser.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd viser meget kriminologisk forskning det samme. Nemlig at straf og strafskærpelser ikke mindsker forekomsten af kriminalitet i sig selv. Rådet påpeger, at tidlige, forebyggende indsatser i udsatte familier er altafgørende, hvis vi vil komme kriminalitetsproblemer til livs. 

Det er netop den type forskning Aydin henviser til, når han vedblivende kritiserer parallelsamfundslovgivningen og retorikken om utryghedsskabende “indvandrerdrenge”. For iboende den type retorik og lovgivning er ideen om, at straf og konsekvens er en nødvendighed. 

I kommunerne opprioriteres socialt arbejde 
Aydin mener, at der er opstået en kløft mellem folketings- og kommunalpolitikeres politiske linje overfor de udsatte boligområder, og at især folketingspolitikerne bidrager til narrativet om, at Nordvest er utrygt og kriminalitet præget. 

“De her negative antagelser om sociale boligområder opstår ikke kun indenfor områderne, det handler også om omverdenens forventninger, altså hvordan vælger de der har definitionsmagten [politikerne, red.] at skildre disse områder? Her ser en større kløft mellem Christiansborg og det lokalpolitiske – og den gode nyhed er, at i det daglige, er det de kommunale beslutninger og andre aktører i lokalområdet, der påvirker beboerne.”

Sådan siger Aydin og påpeger, at det borgernære arbejde er forankret i kommunerne. Det store arbejde med at hjælpe unge i uddannelse og give dem alternativer til gadelivet sker lokalt: i kommunerne og i civilsamfundet. Eksempelvis løfter de boligsociale helhedsplaner et stort ansvar, når vi taler om forebyggelse. En boligsocial helhedsplan er en midlertidig, (normaltvis 4-årig) social indsats i udsatte boligområder med formål at øge beboernes tryghedsfølelse og bryde den negative sociale arv. Planerne udformes i samarbejde mellem kommune, boligselskab og Landsbyggefonden.

Ifølge en undersøgelse fra VIVE, lykkes helhedsplanerne med at øge social mobilitet og forebygge kriminalitet.

Selvom midlerne til det boligsociale bliver beskåret inde fra Christiansborg, indgår helhedsplanerne stadig som en del af mange kommuners indsatser omkring udsatte boligområder. Og det er, ifølge Aydin, positivt, hvis vi ønsker at komme social udsathed og kriminalitet til livs, for kommunalpolitikerne trækker i en anden retning, end dem, der sidder på Christiansborg.

Aydin påpeger også, at denne kløft mellem kommunal- folketingspolitikere er en reminder om, hvorfor det er så vigtigt at stemme til kommunalvalget. For til kommunalvalget har vi en mulighed for at bevare og styrke de forebyggende indsatser, hvis vi stemmer et flertal ind, der vægter socialt arbejde frem for straf. 

Kommunerne spiller nemlig en afgørende rolle i udformningen af de boligsociale helhedsplaner, og derudover er det kommunalpolitikerne, der beslutter, hvilke initiativer, der samarbejdes med, og hvilke indsatser kommunen selv igangsætter. Og når kommunernes budgetter forhandles, kan forvaltningerne (eksempelvis socialforvaltningen) samt den enkelte politiker selv bringe forslag til indsatser eller samarbejdspartnere til forhandlingsbordet.

Kommunalpolitikerne har altså stor indflydelse på det borgernære, sociale arbejde.

“Det, at det er gået den rigtige vej, er ikke ensbetydende med, at man skal tage den udvikling for givet. Hvis du pludselig skærer midler til boligsocialt arbejde, hvis kommunerne pludselig ikke prioriterer forebyggelse, så skal der ikke så meget til før, at udviklingen går i stå eller forværres”, siger Aydin. 

Derfor håber han på, at valgdeltagelsen til kommunalvalget vil stige – særligt i de almene, udsatte boligområder. For hvis der er flere, der stemmer, vil de almene boligområders demokratiske stemme blive større, og dermed få mere politisk slagkraft. Samtidig er det, modsat til Folketingsvalget, også muligt at stemme til kommunalvalget uden at være dansk statsborger, hvormed flere af beboerne i de pågældende boligområder vil have reel indflydelse på deres hjem og hverdag.

Relaterede artikler