Artikel
På den diplomatiske front, har USA – på trods af den uforbeholdne støtte til Israel igennem årtier, både politisk, militært og økonomisk – ageret som aktiv mægler mellem palæstinenserne og israelerne.
Igennem de mange forhandlinger har Jerusalems status altid været et følsomt emne, som har adskilt parterne, især i lyset af Israels 50 år lange besættelse af hele byen.
Jerusalem var det centrale tema, som punkterede fredsforhandlingerne i Camp David i år 2000. Den daværende amerikanske præsident Bill Clinton forsøgte at presse den palæstinensiske præsident Yasser Arafat til at afgive Den gamle bydel i Jerusalem inklusiv de palæstinensiske helligdomme som Al-Aqsa Moskeen og Den Hellige Gravs kirke, som i øvrigt ligger på den østlige del af Jerusalem. Arafat nægtede at gå på kompromis og forhandlingerne brød sammen. Dette blev startskuddet på den Anden intifada.
USA har med denne erklæring endnu engang taget parti og denne gang i en sådan grad, at landet nu har udspillet sin rolle som mægler mellem palæstinenserne og israelerne.
Blåstempling af bosættelsespolitikken
Udover det diplomatiske tomrum, der er blevet skabt, har den amerikanske erklæring de facto legitimeret Israels ulovlige besættelsespolitik, herunder bosættelsespolitikken, og samtidigt underkendt 315.000 palæstinensiske beboere i Jerusalem mange civile rettigheder.
Denne blåstempling fra amerikansk side har naturligvis skabt forargelse og røre i det øvrige internationale samfund. Frankrig og Tyskland har taget skarpt afstand fra USA’s seneste udmeldinger, da det går imod internationale konventioner, FN-resolutioner og det internationale samfunds holdning, som der i årtier har været konsensus om.
Men på trods af stor international protest mod den amerikanske erklæring, kan USA’s seneste udmelding være med til at normalisere Israels ulovlige besættelse, og det kan gøre, at flere lande accepterer realiteten af Israels besættelse. Dette kan blive fatalt for palæstinenserne.
Trumps uforbeholdne støtte til Israels besættelse er en moralsk indsprøjtning til den israelske regering, som uden tvivl vil intensivere sin besættelsespolitik i Jerusalem på flere parametre. Israel har allerede intensiveret bosættelsespolitikken i Jerusalem, hvor den israelske regering for få dage siden annoncerede, at der vil blive bygget 14.000 nye bosætterenheder i Østjerusalem. Det er første tegn på, at grebet om palæstinenserne i Jerusalem vil blive strammere. De vil miste flere af de sparsomme civile rettigheder, som de har tilbage og forsøgt fordrevet ud af byen.
Langt fra en tostatsløsning
En løsning på konflikten ser ud til at være vanskeligere end nogensinde før, og en kompetent facilitator, som evner og har mod på opgaven er ikke lige til at finde. Den oplagte kandidat er EU. Unionen har da også ofte kritiseret Israels uvillighed til forhandling og kompromisløse bosættelsespolitik.
Problemet med EU som fredsmægler er, at der på flere områder ikke er enighed i EU, hvilket har handlingslammet konsensusunion. Et eksempel er spørgsmålet om at anerkende Palæstina som stat, som Sverige har været forgangsland for sammen med en række andre EU-lande som Storbritannien (før Brexit) og Spanien. Andre EU-nationer, som Tyskland og Frankrig har her været tilbageholdende i frygt for at provokere Israel og skubbe landet længere væk fra forhandlingsbordet.
Derfor forekommer det internationale samfunds drøm om en to-statsløsning nærmest utopisk.
Den prominente israelske historiker Ilan Pappe sagde for få år tilbage følgende: ”To-statsløsningen døde for længe siden, vi har bare aldrig været inviteret til nogen begravelse”. Med USA’s erklæring af Jerusalem som Israels hovedstad, kan man definitivt sige, at begravelsen er blevet afholdt og på tragikomisk vis blevet fejret af Israel og USA, mens resten af det internationale samfund har udtrykt sorg.
På landjorden har palæstinenserne nu i en hel uge været på gaden, hvor der har været demonstrationer og protester imod Trumps erklæring. Protesterne fra palæstinensernes side er folkelige, og civil ulydighed har været deres stærke våben. Det israelske militær har forgæves forsøgt at slå hårdt ned på protesterne fra Jerusalem og resten af Vestbredden og Gaza, som lider under en 11 år lang belejring.