Artikel
21. februar 2020
Af Tobias Nilsson
Foto af Tobias Nilsson
Efter kaosvalget i Iowa og et mere stilfærdigt af slagsen i delstaten New Hampshire i sidste uge, mangler de demokratiske kandidater kun Nevada og South Carolina, før primærvalgkampen for alvor tager fart med Super Tuesday d. 3. marts, hvor hele 17 delstatsvalg afholdes samme dag.
Alle meningsmålinger viser Bernie Sanders som den suveræne spidskandidat, med hele 15 procentpoint ned til efterfølgeren Joe Biden, som for kun få uger siden var storfavorit. Biden, såvel som de andre moderate kandidater, har vist sig at være ringe konkurrenter mod Sanders, som har bygget sin kampagne op omkring græsrodsorganisering og udelukkende taget imod mindre donationer fra almindelige borgere.
Den udvikling har mildest talt sendt et chok gennem det demokratiske parti. Allerede før primærvalgkampen blev skudt i gang, havde flere fra partiets top udtrykt deres modstand mod Sanders’ kandidatur. Men modstanden har ikke båret frugt. Sanders er nu favorit til at vinde samtlige 50 delstater i primærvalgkampen, og dermed storfavorit til at vinde nomineringen som det demokratiske partis præsidentkandidat.
En republikansk mangemilliardær vil være demokraternes alternativ til Trump
Bernie Sanders’ medvind har fået det demokratiske parti til at satse på en noget uventet kandidat. I slutningen af november sidste år annoncerede mangemilliardæren og New Yorks tidligere borgmester, Mike Bloomberg, at han ville træde ind i primærvalgkampen.
Selvom Bloomberg er ukendt for mange herhjemme, er han et kendt ansigt i USA. Han er landets 8. rigeste person (og nr. 9 på verdensplan), og som tidligere borgmester i New York gennem 11 år, har han længe været i offentlighedens søgelys.
Bloomberg var ellers republikaner under sin tid som New Yorks borgmester, og han var også kendt som en stor tilhænger af Bush-administrationen og støttede trofast invasionen af Irak. Men i 2008, med valget af Obama, meldte han sig ud af det republikanske parti, og har været uafhængig, indtil han kort forinden sit kandidatur sidste år meldte sig ind i det demokratiske parti.
Bloomberg er siden steget støt i meningsmålingerne og ligger nu på en tredjeplads, kun få procentpoint efter Joe Biden. Han bliver derfor af mange i partiet set som de moderate demokraters sidste håb – etablissementets eneste alternativ til Bernie Sanders, og af nogle som den eneste, der reelt kan udfordre Trump til November.
Kan man købe sin vej til præsidentembedet?
Andre ser ham dog som en oligark, der forsøger at købe sig vej til landets højeste politiske embede. Bloomberg finansierer nemlig selv sin kampagne, og i løbet af de første fem uger havde han allerede brugt 200 millioner dollars – langt mere end de andre kandidater sammenlagt i samme periode.
Ifølge de seneste udmeldinger er det samlede beløb nu på 400 millioner dollars, og Bloomberg selv har meldt ud, at han vil bruge op mod 1 milliard dollars sammenlagt.
Men hans egen præsidentkampagne er ikke det eneste eksempel på, at Bloomberg har brugt sine penge på at påvirke den politiske udvikling. Ifølge en opgørelse fra The New York Times, har han gennem tiden givet mindst 10 milliarder dollars i støtte til individuelle politikere, lobbyvirksomheder og andre organisationer.
Og det fremstår tydeligt, at han forventer noget til gengæld.
Ifølge samme opgørelse fortæller flere kilder nemlig til New York Times, at Bloombergs økonomiske støtte er en væsentligt grund til at flere afholder sig fra at kritisere ham. I 2015 fik han således fjernet et afsnit fra en kritisk rapport af den liberale tænketank Center for American Progress, som omhandlede episoders fra hans tid som borgmester i New York. Forinden havde Bloomberg givet tænketanken godt halvanden million dollars i støtte.
I forbindelse til med midtvejsvalget til den amerikanske kongres i 2018, gav Bloomberg knapt 9 millioner dollars i støtte til tre kongresmedlemmers kampagner, som alle tre nu har udtrykt deres støtte til hans kampagne. I alt gav Bloomberg i 2018, 110 millioner dollars til demokratiske kandidater, som nu sidder i den amerikanske kongres. Det samme gør sig gældende for en lang række guvernører og borgmestre på tværs af de amerikanske delstater og storbyer.
Hvis du har mere end 1000 følgere på sociale medier, kan du også få del i Bloombergs penge. Han giver nemlig 150 dollars til såkaldt mikro-influencere med mere end 1000 følgere, der taler godt om ham på sociale medier.
Og pengene lader til at virke: Bloomberg stiger støt i de nationale meningsmålinger og er nu en af partiets spidskandidater med en stor del af partiets politiske elite i ryggen.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at Bloomberg, to dage inden han begyndte sin kampagne, donerede 300.000 dollars til det demokratiske parti. Faktisk er han ifølge flere eksperter, partiets absolut vigtigste donor.
Natten til torsdag deltog han således i demokraternes debat forud for delstatsvalget i Nevada d. 22. februar. Egentlig var der en regel i det demokratiske parti om, at man skal have et vist antal individuelle donorer for at kunne medvirke i partiets officielle debatter, hvor kandidaterne møder hinanden. Men Mike Bloomberg er sin egen kampagnes eneste donor.
Den regel er siden blevet ændret.
De fattige skal ud af byen…
Modsat andre milliardærkandidater, har Bloomberg tidligere været politisk aktiv. Som borgmester i New York gennem 11 år har han haft rig mulighed, for at vise hvad han står for. Men heller ikke her er der nogen stor trøst at hente for mange demokratiske vælgere.
Som borgmester i New York var Bloomberg stærk modstander af byens fagforeninger, og sikrede dårligere forhold for mange af byens arbejdere. Han har i flere omgang kritiseret strejkende arbejdere for at være grådige og selvoptagne, og har sammenlignet forslag om højere mindsteløn med Sovjetkommunisme.
Han har udtalt at folkeskoleklasser bør være dobbelt så store, og halvdelen af lærerne fyres, og sammenlignede i samme omgang skolelærernes fagforening med våbenlobbyen NRA.
I forbindelse med de voksende huslejepriser og leveomkostninger i New York, forklarede Bloomberg som borgmester, at New York er et luksusprodukt som ‘er pengene værd’, og har åbenlyst udtrykt ønsket om at flere milliardærer skulle flytte til byen, da ‘den bedste måde at hjælpe de mindre bemidlede, er ved at tiltrække flere rige. Det er dem der betaler regningen.’
Sammenlagt blev 20 hospitaler lukket under hans borgmesterperiode, og fattigdom og hjemløshed steg det det højeste niveau nogensinde. Ved slutningen af perioden levede et ud af tre børn i New York i fattigdom.
Bloombergs løsning var at tilbyde fattige mennesker envejs billetter ud af byen.
…og de sorte skal i fængsel
I samme periode steg New York Politis brug af de såkaldte ‘stop-and-frisk’. Det svarer nogenlunde til visitationszoner herhjemme, og giver politiet mulighed for at stoppe borgere og kropsvisitere dem uden konkret mistanke.
Under Bloomberg steg antallet af ‘stop-and-frisk’ fra ca. 100.000 episoder årligt i 2002 til knapt 700.000 i 2011. Målet er at finde våben og stoffer og på den måde ‘stoppe kriminaliteten’, før den finder sted. Men ud af 2,3 millioner visitationer fandt man kun fundet våben i 1.5% af tilfældene.
Praksissen bliver ofte stærkt kritiseret for at gå hårdere ud over sorte og andre minoriteter, og i New York anslås det, at kun ca. 10% af visitationer gik ud over hvide. På trods af dette udtalte Bloomberg i 2013, at han mente, at hvide blev stoppet for ofte og minoriteter for lidt. I andre sammenhænge har han præciseret at grunden til, at minoriteter oftere bliver stoppet af politiet, er fordi det er dem, der er mest kriminelle.
… og muslimerne skal overvåges
Bloomberg søsatte også et massivt og omfattende overvågningsprogram rettet specifikt mod muslimer. Programmet omfattede eksempelvis overvågning af samtlige moskeer i en omkreds af 100 km fra New York gennem blandt andet telefonaflytning, videoovervågning og ‘undercover muslimer’, som blev sendt ud i moskeerne for at igangsætte samtaler om jihad og terrorisme og rapportere tilbage om de andre deltageres svar og respons.
Målet var at bekæmpe radikalisering og terrorisme, og i en intern rapport fra New York Politis efterretningsafdeling kunne dette blandt andet spottes ved personer som fik langt skæg, afholdte sig fra alkohol og deltog i social aktivisme.
Overvågningsprogrammet er blevet mødt med stærk kritik og er blevet sammenlignet med Stasi-politiets overvågning af borgerne i det tidligere DDR.
… og demonstranterne skal fjernes
Det er ikke kun fattige og minoriteter, der kunne mærke Bloombergs politik. Ved den republikanske konvention i 2004 i New York lod Bloomberg politiet arrestere over 2000 demonstranter og journalister, som blev sigtet for småforseelser og tilbageholdt mens konventionen foregik. Det tog ti år før den efterfølgende retssag var afsluttet, som ifølge New Yorks Borgerrettigheds Forening, er den største af sin slags nogensinde.
Alligevel gentog det sig i 2011. Denne gang var det demonstranter fra Occupy Wall Street bevægelsen og journalister, der dækkede demonstrationerne, som det gik ud over.
… og kvinderne skal diskrimineres
Udover hans politiske historik, findes der også en række historier om Bloombergs ledelsesstil i sin rolle som forretningsmand. Flere af dem handler om hans opførsel over for sine kvindelige ansatte.
Ifølge en retsag fra 1998, har Bloomberg angiveligt sagt ‘Dræb den!’ til en kvindelig ansat, efter at være blevet informeret om hendes graviditet. I et andet tilfælde, hvor en ansat har udtrykt problemer med børnepasning, har han udtalt:
‘‘Det er en f**king baby! Alt den gør er at æde og skide! Den kender ikke forskel på dig og nogen som helst andre! Bare find en eller anden sort, som ikke engang behøver tale engelsk, for at redde den fra en brændende bygning!”
I 2008 blev Bloomberg igen sagsøgt af samme grund. Denne gang af 72 kvindelige ansatte fra hans firma Bloomberg LP for på forskellige måder at diskriminere dem i forbindelse med deres graviditet.
Demokraternes sidste håb eller demokratiets endeligt?
I forbindelse med sin valgkamp har Bloomberg nu udgivet et nyt valgprogram, men det strider i mange tilfælde mod hans politiske historik.
Eksempelvis fortæller han nu, at ulighed er et problem han vil løse, selvom han tidligere i flere omgange har udtalt, at ulighed er godt. På samme måde undskyldte han først de racistiske ‘stop-and-frisks’ efter han begyndte sin kampagne.
Noget tyder da også på, at hans valgprogram ikke er helt pålideligt. The Intercept har fundet eksempler på plagiat af varierende længder, fra enkelte sætninger og afsnit til stykker på mellem fem og 174 sider. Det er derfor nærliggende at tænke, at hans valgprogram er stykket sammen i sidste øjeblik for at tale specifikt til de demokratiske vælgere, og for at give hans kampagnehold noget at tale ud fra.
På trods af alt dette, ser mange ham nu som demokraternes sidste store håb. Andre ser hans kampagne som et tegn på, at demokratiet i USA har nået sit endeligt.