Lige nu gennemgår verden en global krise, og COVID-19 har for alvor fået fat i Danmark. Efter statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned onsdag d. 11. marts, er der dukket forskellige initiativer op på sociale medier og på diverse digitale platforme, hvor fremmede danskere hjælper hinanden, udviser samfundssind og passer på de ældre og på de særligt udsatte borgere.

Samtidigt er det en tid, der giver stof til eftertanke. Coronakrisen viser os nemlig, at de udsatte grupper i dag også er de udsatte i morgen.

1 vandhane til 1300 mennesker
Vi står i dag stadig midt i en af verdens største flygtningekriser. Lige nu lever 20.000 mennesker, hvor af 42% er børn, mange af dem uledsaget, under frygtelige forhold i Moria-lejren på den græske ø Lesbos. Det er forhold, der forringer mulighederne for at håndtere coronakrisen massivt.

Ifølge UNHCR er der endnu ikke rapporteret tilfælde af COVID-19 i flygtningelejren, men flere nødhjælpsorganisationer advarer nu, om de katastrofale følger et COVID-19 udbrud i lejre som denne vil have.

Moria-lejren er konstrueret til at huse 3000 mennesker, og med næsten 7 gange så mange beboere, er der i forvejen mangel på mad, vand og ordentlige sanitære forhold. I nogle dele af lejren er der kun én vandhane til 1300 mennesker.

Disse forhold vil gøre det umuligt at følge anvisninger om social distancering og hyppig håndvask forklarer Dr. Hilde Vochten, Læger uden Grænsers medicinske koordinator i Grækenland.

Mens regeringer verden over lukker grænser, lever verdens flygtninge uden et sundhedssystem i ryggen og uden et land at tage hjem til. Verdens ulighed bliver i denne tid meget tydelig.

Oplever retraumatisering
Også i Danmark er flygtninge en af de mest udsatte grupper i samfundet. At være flygtning indebærer en kompleks traumatisering og for mange en hverdag med PTSD, angst og depression.

Lige nu oplever mange af disse flygtninge retraumatisering, da den aktuelle krisesituation minder dem om den verden de flygtede fra. Psykolog og chef for rehabilitering i DIGNITY Marie Høgh Thøgersen, beretter om, hvordan patienter under coronakrisen overmedicinerer med angstdæmpende medicin for at klare dagen, og hvordan de gennem medierne bliver bombarderet med informationer, de ikke rigtig kan forstå eller oversætte.

Mange taler ikke dansk, og det bliver derfor børnenes ansvar at oversætte myndighedernes informationer til angste forældre. Da de voksne som normalt ville kunne hjælpe, f.eks. skolelærere, kontaktpersoner og pædagoger er udenfor rækkevidde, står børn helt ned til 8-9 års alderen helt alene i denne ekstraordinære situation.

Corona-krisen går hårdt udover de i forvejen udsatte i samfundet og forværrer den allerede eksisterende ulighed i verden.

Altid nogen at stå sammen for
Lige nu oplever alle danskere en anden virkelighed, end den vi er vant til, og sjældent har fællesskabet været så stærkt.

Det sammenhold og fællesskab, der får os til at synge sammen ud af vinduerne, handle ind for vores naboer og arbejde frivilligt i callcentre, bør forsat få os til at tage ansvar for hinanden.

Så lad os på den anden side af coronakrisen blive ved med at stå sammen. Lad krisen minde os om, at der altid er nogen at stå sammen for – at de udsatte mennesker i dag også er udsatte imorgen.